20.02.2018

Michelin-stjerne til Restaurant Jordnær på Gentofte Hotel

Nyåbnede Restaurant Jordnær på Gentofte Hotel hyldes med Michelin-stjerne for højt gastronomisk niveau.


Et stort tillykke til Restaurant Jordnær på Gentofte Hotel, der trods sin unge alder har modtaget sin første Michelin-stjerne for sine kulinariske evner. Den eftertragtede Michelin-stjerne tildeles de restauranter, der tilbyder gourmetmad af særligt højt niveau, og Restaurant Jordnær har i 2018 fået æren af at være en af Danmarks anmelderroste Michelin-restauranter.

Bag den nye Michelin-perle står restauratørparret Tina og Eric Vildgaard, der begge har baggrund i Fredensborg Store Kro samt gourmetrestauranten NOMA for Eric Vildgaards vedkommende.
Efter en grundig renovering af restauranten og køkkenet i Gentofte kunne parret i april 2017 slå dørene op til et nyforvandlet Restaurant Jordnær ved Gentofte Hotel i naturskønne omgivelser.

Trods restaurantens ydmyghed med navnet ”Jordnær” har ambitionen været klar fra starten: Siden åbningen er der blevet sigtet mod de højere gastronomiske luftlag.
Med fokus på bæredygtighed og gode råvarer leverer restauranten madoplevelser fra det nordiske køkken.
Hver dag håndplukkes de allerbedste råvarer fra lækre grønne – og lokale – urter til frisk fisk fanget i Arresø, der forvandles til delikate anretninger i køkkenet.

Som gæst på Michelin-restauranten kan du vælge mellem 3-, 5, og 7-retters menuer såvel som bestille a la carte. Restauranten og Gentofte Hotel ligger i hjertet af Gentofte tæt på Gentofte Sø og blot 9 km fra Rådhuspladsen, og du finder også gratis parkering på hotellet.

Om Michelin-stjernerne
Michelin-stjernesystemet blev introduceret i 1930’erne, og stjernerne uddeles på baggrund af den mad, der serveres, på landets restauranter. Stjernerne uddeles af en gruppe udvalgte inspektører, der bedømmer maden ud fra fem forskellige vejledende kriterier: Kvaliteten på råvarerne, ”håndværket” – dvs. smagen og tilberedningen, ”personligheden”, værdi for pengene og kvalitet over tid.
Michelin-stjernen er et solidt kvalitetsstempel, og en restaurant kan modtage op til tre stjerner.

 

Stort tillykke til Restaurant Jordnær – Danmarks nye Michelin-restaurant i 2018!

Læs mere om Michelin-stjerneuddelingen her.